H.H. Karmapa sammen Thødje Namse Rinpoche

Namse   Rinpoche    En Selv-biografi

2.del: - Ude af Tibet
(forsat fra forrige side)

Rinpoche fortæller:
Under hele flugten fra Tibet til Nepal tilbragte vi det meste af tiden udendørs, for der var ingen huse eller beboelser på det nordlige plateau bortset fra nogle få nomaders telte. Dagene gik på den måde, at vi stod op ved tretiden om morgenen i dybt mørke, og så gik vi indtil daggry. Hele dagen måtte vi gemme os, stadig under åben himmel, indtil det igen blev mørk nat.
   Til sidst nåede frem til et sted ved grænsen, hvor mange tibetanske flygtninge havde forsamlet sig, og hvor der var tibetanske soldater, som passede på dem. Det var i januar. Vi følte os trygge og blev på stedet helt til maj måned, inden vi begav os videre ud på rejsen. På det tidspunkt krydsede vi grænsen mellem Tibet og Nepal. Vi kom ind i et område, som minder meget om Tibet. Folkene ligner tibetanerne også i levevis, og området har tidligere tilhørt Tibet. Vi kom til dalene Manang og Lotse, og her talte folk tibetansk.
   Efter nogle måneder her fortsatte vi til Kathmandu, hovedstaden i Nepal, en rejse på omkring 25 dage til fods. Vi var meget lettede efter at være sluppet ud af kinesernes kløer, og endelig kunne vi slappe lidt af. Vores problem var nu, at vi ikke kunne gøre os forståelige over for nepaleserne, fordi vi ikke talte deres sprog. Efter et par måneder i Kathmandu rejste jeg videre til Indien, hvor jeg ankom i 1961.

Pilgrimsrejse
Vi tog straks til Bodhgaya, stedet for Buddhas oplysning, og gik korra rundt om stupaen og var lykkelige over at kunne gøre pilgrimsturen. Vi tog også til Sarnath, det hellige sted hvor Buddha første gang gav læren videre. Derfra fortsatte vi nordpå til Rewalsar eller Tso Pema, Lotussøen, som er et helligt sted på grund af Guru Rinpoche og hans konsort Mandarava. Jeg slog mig ned i den hule, de to engang mediterede i, og blev boende i to år. En af de lamaer, jeg havde gjort flugten med, bukkede under for varmen og døde her.

Retreatleder
Omkring 1966 kom Kalu Rinpoche til Tso Pema og mødte mig og de andre lamaer. Det blev bestemt, at vi skulle påbegynde en treårs retreat. Der blev lejet et hus i Uttar Pradesh, hvor vi gennemførte en treårs retreat - for mit vedkommende var det anden gang i mit liv, at jeg gjorde retreat. Derfor blev jeg udpeget til at lede tilbagetrækningen. Der var otte andre munke og lamaer, og jeg underviste dem og forklarede, hvordan man skal praktisere i treårs retreat. Det var en dejlig periode, hvor vi kunne meditere og langsomt kom os oven på de forfærdelige oplevelser, vi havde været igennem. Vi fordybede os helt i meditation og praksis. Efter endt retreat var vi tre, som sammen tog hele Indien rundt på pilgrimsrejse, til Bodhgaya og andre hellige steder, også i Sydindien. Omkring et års tid rejste vi rundt. Den indiske regering var så flinke over for de tibetanske flygtninge, at de havde givet os lov til at rejse frit rundt i Indien med tog uden at skulle indløse billet.
   Efter den tid fik vi bud fra Kalu Rinpoche, som inviterede os til Darjeeling, hvor han skulle til at sætte en treårs retreat i gang. De havde brug for en lama til at lede den, og derfor bad Kalu Rinpoche mig om at tilbringe ét år i retreat for at hjælpe dem i starten.
  Omkring 1971 var der bud efter mig igen. Jeg blev opfordret både af Kalu Rinpoche og af Hans Hellighed Den 16. Karmapa til at tage imod et tilbud fra den canadiske regering om at rejse til Canada. I Delhi var der repræsentanter for den canadiske regering, som tilbød hjælp til tibetanske flygtninge. De fik tilbud om at rejse til Canada og slå sig ned og i det hele taget etablere sig dér. Jeg tænkte ved mig selv, at jeg kunne jo ikke tale engelsk og jeg kendte intet til vesterlændinge og hvordan de opfører sig og til deres traditioner. Jeg havde intet ønske om at rejse til Canada, og jeg slap, altså i første omgang! Dog var hverken Kalu Rinpoche eller Karmapa særlig glade for, at jeg på det nærmeste nægtede, og det måtte jeg høre for.
   De næste fem år opholdt jeg mig i området omkring Darjeeling, hos Kalu Rinpoche lidt længere mod syd og i Sikkim i Rumtek Kloster. På den tid begyndte Kalu Rinpoche at rejse i Vesten, og anden gang han kom hjem derfra, sagde han til mig: "Der er udmærket i Vesten, der er nogle gode elever, og det er ikke så slemt. Du skal, du er nødt til at rejse derover." Det var anden gang, emnet blev bragt på bane.
   Jeg var i Rumtek, da H.H. Karmapa gav tre måneders intens undervisning i 1971, og jeg deltog, da Karmapa i 1974 gav Kadjy Ngatsø (en indvielsesrække) i Nepal i 1974. I de næste par år deltog jeg i mange pudjaer i Rumtek, men allerede på det tidspunkt havde Karmapa sagt til mig, at jeg skulle rejse til Vesten. Der var ingen vej udenom.

Uden pas
I al den tid, hvor jeg havde opholdt mig i Indien og Sikkim, havde jeg ikke haft noget pas. Det var sådan set ulovligt, men hidtil havde det ikke givet problemer. Pludselig en dag blev der sendt bud efter mig, at jeg straks skulle komme til Rumtek, og jeg forstod ikke rigtig hvorfor. Det var sådan, at den bhutanesiske dronningemoder havde en slags udsending eller hjælper. Han blev sendt ned til Sonada for at hente mig der, og det var sådan, at han havde fået den besked fra H.H. Karmapa, at hvis han kom tilbage uden mig, ville han aldrig kunne komme ind i Sikkim igen, så med mindre han havde mig med, skulle han ikke vende tilbage. Det var altså helt kategorisk, og jeg rejste med til Rumtek. H.H. Karmapa sagde, at jeg skulle blive i Rumtek et par måneder. Ganske kort tid efter kom det indiske politi til Sonada og ledte efter mig. "Hvor er han?" spurgte de, og de fik det svar, at jeg var rejst udenlands. Åbenbart vidste de godt, at jeg ikke havde noget pas, for de spurgte, hvordan jeg kunne rejse udenlands uden et pas. Under alle omstændigheder var jeg der ikke, så de kunne intet stille op. Det havde H.H. Karmapa altså forudset, så jeg blev reddet fra at blive smidt i fængsel af det indiske politi.

Vesten
I 1976 var vi 10-12 lamaer og et par oversættere, der fik besked på at rejse til Vesten. H.H. Karmapa havde sørget for pas til dem alle sammen, og de rejste sammen fra Rumtek til Delhi. Derfra gik det videre til Paris og herfra blev vi spredt i alle retninger. Vi fik hver tildelt et sted, hvor vi skulle tage hen og fungere som lamaer. Nogle blev sendt til USA og nogle til Norge og andre lande. Jeg fik besked om at være lama i Paris. Derfra rejste jeg også til Tyskland og andre lande som lama, og i 1977 kom Karmapa til Europa. Sammen med mange andre lamaer rejste jeg med ham rundt i Europa, og vi kom også til Danmark, hvor vi tilbragte omkring 20 dage.
   Efter Danmark rejste vi til Norge og til centret i Norge. På det tidspunkt var der en person, der hed Ole Nydahl. En dag tog vi sammen med ham og Hans Hellighed Karmapa og andre ud i en båd for at tage på udflugt. Ved den lejlighed sagde Karmapa til Ole Nydahl, at han måtte gerne tale lidt med folk, men han måtte ikke optræde som en lama. Han måtte gerne fortælle om tilflugt og sådan, men han måtte ikke give nogen indvielser. Han sagde til Ole Nydahl: "Du er ikke en lama. Du har mødt mange lamaer, men du er ikke én selv. Det du kan gøre er, at du kan fortælle andre om Dharma, men du kan ikke opføre dig som en lama."
   Efter Norge rejste vi videre til Holland, Svejts og Frankrig. Karmapa rejste videre til London, mens jeg blev tilbage. På et tidspunkt bad jeg Kalu Rinpoche om lov til at komme tilbage til Indien. Jeg brød mig ikke om at være i Frankrig. Kalu Rinpoche gav mig lov, men netop da, i 1980, skulle Karmapa igen til Vesten, og det blev bestemt, at jeg skulle følges med ham til USA. Han sluttede sig til Karmapa i New York og tilbragte en tid sammen med ham i et stort center i Woodstock,  Karma Triyana Dharmachakra.
   (Her gav Ani Ea en oplysning bagefter, nemlig at der på det tidspunkt blev holdt en særlig ceremoni i det center, hvor hun selv var med, og den var til ære for Lama Namse alene. H.H. Karmapa titulerede ham 'Rinpoche' og gav ham et autorisationsbrev til at undervise i Vesten.)

H.H. Gyalwa Karmapas sidste tid
Efter New York tog vi videre til Canada, hvor vi var i ti dage. Da H.H. Karmapa rejste, fik jeg besked på at blive i Canada. Ikke længe efter kom der en foruroligende besked om, at Karmapa hurtigt ville komme tilbage til USA. Han var syg og skulle undersøges, og i første omgang var han i Hong Kong. Det var meningen, at jeg skulle være kommet dertil, men desværre havde jeg endnu ingen canadiske papirer. De franske papirer fra mit tidligere opholdssted gav ingen mulighed for at få visa, og myndighederne påpegede, at de i 200 år aldrig havde gjort en undtagelse fra den regel, så jeg fik ikke lov, men måtte vente. Pludselig kom Karmapa til Chicago og var meget syg. Jeg tog straks dertil og var til stede i den sidste tid, han levede. Det var en svær tid fuld af lidelse for alle omkring ham. Efter en tid forlod Hans Hellighed sin krop og er nu reinkarneret.
   I mange år ventede vi på H.H. Karmapas inkarnation. Der kom ord om at han var fundet, og i 1996 mødte jeg ham igen i Tsurphu i Tibet. Det var ligesom at møde ham igen, og der var slet ingen tvivl om, at det var ham. Jeg følte straks en dyb hengivenhed for Urgyen Trinley Dorje.
   Det var historien om mit liv. Som I kunne høre, har det været et liv fuldt af lidelser, men også med stor glæde, fordi jeg har været i stand til at handle efter H.H. Karmapas ønsker og følge hans anvisninger. Især var det en stor glæde at møde Karmapas reinkarnation i Tibet.
   Som I kan se, sådan er livet - der er megen lidelse og megen glæde, men under alle omstændigheder mange omskiftelser.

Min familie gik det sådan, at min mor døde, sandsynligvis fordi hun blev forgiftet af kineserne - hun døde efter at have fået et måltid mad. Min far levede som nomade videre til 1964 sammen med en af mine seks brødre, hvoraf tre stadig lever. En af mine brødre blev dræbt af kineserne og en anden forsvandt.
   Nu er jeg faldet til i Vesten. Jeg klarer mig nogenlunde til husbehov på engelsk. Jeg bor og underviser i Toronto og underviser også i Montreal, rundt omkring i USA, Island, Danmark, Tyskland og Polen.

 1. Del af Thødje Lama Namses selvbiografi

H.H. Gyalwa Karmapas autorisationsbrev 
til Lama Namse Rinpoche

Program | Fotos | Dharma Sol 2000 | Nyheds-siderne | Øverst på siden